Sider

Viser opslag med etiketten tanker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tanker. Vis alle opslag

torsdag den 12. februar 2015

Krea/projekt liste

Som så mange andre jeg læser med hos, tænker jeg også over hvordan jeg bruger min tid. Hvordan jeg nogen gange ufrivilligt spilder den og hvordan vi undgår rod, madspild og overforbrug. Nogle ting ligger indgroet i mig, andet gør ikke.

Med to små børn synes jeg det gælder om at finde ud af hvad der stresser og hvad der "reloader" mig - og så bruge det aktivt. Som kvinden bag Projekt handmade, har jeg også indført noget ala husmoder runden. Dvs, her er så vidt muligt ryddet op inden vi går i seng, så jeg ikke skal starte dagen med at rydde op. 

Og det der "reloader" mig, er blandt andet at få lavet noget kreativt. Problemet er bare at jeg ofte ikke har meget tid til rådighed og sjældent sammenhængende. Så nogen gange kan jeg ende med slet ikke at nå noget kreativt, fordi mit hovede er træt, helt tomt for ideer og jeg har glemt nogle af de ting som jeg godt kunne tænke mig at lave. Så nu har jeg lavet mig selv en lille krea-huskebog. I den skriver jeg de projekter jeg gerne vil lave (evt sammen med det stof/garn/materialer, der var indkøbt til formålet). Det er ikke en TO Do liste i gængs forstand, for det drejer sig ikke om ting jeg SKAL lave, men ting jeg gerne vil lave. Når det så er sagt, så har jeg dog delt listen op i "nice to" og "need to", men det er stadig kun lysten der skal drive værket, det er blot for at gøre det nemmere for mig selv at gå til mine projekter og nogle gange prioriterer i dem. Eller lave det der lige passer til dagsformen.


lørdag den 12. april 2014

En pige... eller nej.. en dreng

Sikke en tur denne uge har været. Ikke nok med at vi har store forandringer på arbejde, der indeholder både reduktioner og omrokeringer, så skete der også temmelig store ting hjemme i privaten.

Vi var til misdannelses skanning i onsdags. Og I kan nok forestille jer vores overraskelse, når man tænker på at jeg har fået lavet en NIFTY test, da både jordemoder (og overlæge der blev kaldt ind) sagde at de altså så en dreng og ikke en pige i min mave. Det er jo alvorligt, for så er det ret svært at stole på det test resultat vi har fået. Dvs, at den sikkerhed jeg havde forsøgt at betale mig til, nu i virkeligheden har efterladt os med fostervandsprøve som den eneste mulighed, hvis vi fortsat ønsker den tryghed som en NIFTY skulle have givet os. Det hele blev lidt uvirkeligt og krævede et ekstra besøg hos den private jordemoder for at de også kunne se at drengen, virkelig var en dreng. Og ja, det er virkelig en dreng. BGI der udbyder testen er nu igang med at undersøge prøven igen og finde ud af hvad der er sket. Det ændre bare stadig ikke på, at jeg nu er i Uge 20 og har behov for et svar NU, især hvis svaret skal kunne bruges til at træffe en beslutning og det kan jeg ikke få, da det tager 10 dage at lave testen.

Udover alt det praktiske der skulle sættes igang, har det følelsesmæssigt også været lidt svært. Vi glæder os til og er begejstrede for at vi skal have en dreng. Samtidig har vi i over en måned "vidst" at det var en pige. - det var en total syret følelse at være glad for at vi skulle have en dreng og ked af at have "mistet" en pige.  Jeg har ovenikøbet nået at sy og strikke små ting som jeg nu skal rydde op og finde nye ejere til, og købt stof tiltænkt projekter til en pige (har ovenikøbet noget liggende ved en veninde i USA som jeg ikke har modtaget endnu). Følelsen af tab, har endnu ikke sluppet mig. Jeg er ikke ked af at jeg skal have en dreng, det er vigtigt for mig at sige, skal vist bare lige bruge lidt tid på at omstille mig. Overlægen sagde at det var en god ting at vi opdagede det nu, for det kan være næsten traumatisk at få et andet køn end forventet ved fødslen. -set i lyset af min reaktion lige nu, tvivler jeg overhovedet ikke på det.

Så hvad sker der nu? Lige nu venter jeg... på svar fra firmaet og jordemoderen. -Og så prøver jeg at slippe pigen, jeg har byttet det garn jeg havde købt, fjernet det tøj jeg havde lavet (og købt) og prøver at finde på nogle fine små projekter til lillebror inde i maven.

lørdag den 25. januar 2014

Halløj… Tror jeg er ved at være tilbage...

Den sidste uge har i hvertfalde budt på lidt kreativt, samt afslutningen på nogle af de lidt større projekter her i det nye hus.

Status idag er at der er malet og lagt nyt gulv i soveværelse, børneværelse og garderoberum/systue. Udover det er der også "bare" blevet malet i køkken og stue. Så i morgen skal gulvet i det sidste værelse har pleje og vask, så kan vi få samlet vores klædeskab og jeg skal ikke længere lede efter mit tøj i poser og bunker. Woooohuuu :-)

Men hold nu op hvor er der også mange spændende ting i gang her i blogland, 2 af dem vil jeg gerne nå at være med i.

Cecilies 12 months of knitting, SÅÅÅÅ lækkert et projekt, som jeg er hoppet med på, men ikke har fået lavet et indlæg om endnu. Men mindst 3 opskrifter jeg gerne vil have prøvet.

Christinas mønster udfordring, hvor man skal prøve et nyt mønster hver måned, egentlig stammer det vel fra Julie, glæder mig til at se hvad der bliver krearet :-)

Der er sket så meget i Januar, desværre har der ikke været ret meget kreativt og jeg savner det. Det har været fantastisk at følge med i alle jer andres indlæg, så tak for det. Til gengæld, er jeg kommet på instagram, ja ja, kun ca 8 år efter alle jer andre, men det lykkedes. Nu er jeg bare ved at finde ud af hvordan man bruger det…Hvis du vil følge mig (og min indtil videre ikke imponerende mængde "posts") så hedder jeg fraAnker.

Dejligt at være tilbage.

KH Gitte


onsdag den 1. januar 2014

2014 - i love you already

Efter en lidt hektisk jul og flytning har jeg fundet min lader til computeren og et roligt øjeblik. Jeg er her endnu, vi er bare begravet i flytte kasser og alt hvad der følger med når man flytter og så oven i købet lige midt i en af de største familie højtider og med et lille barn. Håber I stadig er der når flyttekasserne er pakket ud, det nye gulv er lagt og jeg kan begynde at vise noget kreativt igen.

Vi sidder her, side om side, i vores nye stue og selvom vi overhovedet ikke er på plads endnu, er det fantastisk at starte det nye år i vores nye dejlige hus. Og jeg er forelsket, kan man godt være det i sit hus? Elsker æbletræerne, "gårdspladsen", vores hyggelige køkken og at alting ikke skal pakkes sammen i en lejlighed. Misforstå mig ikke, det var skønt mens det varede, elsker København og vores lejlighed, men vi har været på vej væk så længe at det bare kom til at fylde afsindigt meget. (vores lejlighed var til salg i over et år og og blev solgt med en 7 måneders lang overtagelse)

Jeg glæder mig sådan til at se hvad 2014 bringer til vores liv, her i den nye by hvor vi ikke kender et øje.

Godt nytår.
Kh Gitte

*****
After a rather hectic christmas and move, I have finally gotten a peaceful moment and found my computer charger. I am surrounded by boxes, and even though we are no where near done, I feel unbelievably happy. I love my new house, and I can't think of a better way to start the new year than right here, in my new living room with my family around me. I can't wait to see what 2014 brings to our lives. Happy New year.

lørdag den 30. november 2013

selvforsyning








Manden har været på jagt og fik en enkelt fasan og due med hjem. Jeg er normalt ikke en madblogger, men jeg gætter på at min blog i fremtiden kommer til at være andet end blot en kreablog, for om lidt begynder vores nye liv i et hus på landet, hvor grunden rummer rige muligheder for selvforsyning både af grønsager og frugter og får i foldene. Vi glæder os til det liv vi nu skal igang med.

Men fasan og duen, blev stegt på panden og brugt som topping til en lækker tyk grøntsags suppe. Jeg håber fremtiden bringer meget mere af den slags.

*****
The man of the house has been out hunting and brought home two birds. I am normally not a food blogger, but I think my blog is about to change a bit in the future, since we are starting our new life in our new house in the country side soon, with the possibility of growing our own vegetables and fruit and sheep on the field. We are so excited about our new adventures. The birds where used as topping for a nice rich vegetable soup. 

tirsdag den 22. oktober 2013

Knæk cancer


Alle de indlæg og indsamlinger der starter her i blogland og på facebook rører mig dybt, giver mig en klump i halsen og tårer i øjenene. Samtidig går jeg med hovedet ekstra højt, for jeg knækker cancer.  Hver dag.  Og har forsøgt at gøre det  længe. Jeg har både arbejdet med grundforskning og arbejder nu med udviklingen af nye lægemidler til cancer. Og ved i hvad. Det er fantastisk at vide at man kan være med til at gøre en forskel, at der er muligheder når verden er så grum og kroppen pludselig er ens største fjende.

Og mens jeg skriver dette indlæg, undre jeg mig over, om det måske vil kunne misforstås, at folk vil tænke "hvorfor skriver hun det". Jeg håber at I tillægger det den positive værdi, og at jo højere vi alle sammen råber, jo mere fokus vil der være og jo flere penge kan TV2 og Kræftens Bekæmpelse samle ind.