lørdag den 12. april 2014

En pige... eller nej.. en dreng

Sikke en tur denne uge har været. Ikke nok med at vi har store forandringer på arbejde, der indeholder både reduktioner og omrokeringer, så skete der også temmelig store ting hjemme i privaten.

Vi var til misdannelses skanning i onsdags. Og I kan nok forestille jer vores overraskelse, når man tænker på at jeg har fået lavet en NIFTY test, da både jordemoder (og overlæge der blev kaldt ind) sagde at de altså så en dreng og ikke en pige i min mave. Det er jo alvorligt, for så er det ret svært at stole på det test resultat vi har fået. Dvs, at den sikkerhed jeg havde forsøgt at betale mig til, nu i virkeligheden har efterladt os med fostervandsprøve som den eneste mulighed, hvis vi fortsat ønsker den tryghed som en NIFTY skulle have givet os. Det hele blev lidt uvirkeligt og krævede et ekstra besøg hos den private jordemoder for at de også kunne se at drengen, virkelig var en dreng. Og ja, det er virkelig en dreng. BGI der udbyder testen er nu igang med at undersøge prøven igen og finde ud af hvad der er sket. Det ændre bare stadig ikke på, at jeg nu er i Uge 20 og har behov for et svar NU, især hvis svaret skal kunne bruges til at træffe en beslutning og det kan jeg ikke få, da det tager 10 dage at lave testen.

Udover alt det praktiske der skulle sættes igang, har det følelsesmæssigt også været lidt svært. Vi glæder os til og er begejstrede for at vi skal have en dreng. Samtidig har vi i over en måned "vidst" at det var en pige. - det var en total syret følelse at være glad for at vi skulle have en dreng og ked af at have "mistet" en pige.  Jeg har ovenikøbet nået at sy og strikke små ting som jeg nu skal rydde op og finde nye ejere til, og købt stof tiltænkt projekter til en pige (har ovenikøbet noget liggende ved en veninde i USA som jeg ikke har modtaget endnu). Følelsen af tab, har endnu ikke sluppet mig. Jeg er ikke ked af at jeg skal have en dreng, det er vigtigt for mig at sige, skal vist bare lige bruge lidt tid på at omstille mig. Overlægen sagde at det var en god ting at vi opdagede det nu, for det kan være næsten traumatisk at få et andet køn end forventet ved fødslen. -set i lyset af min reaktion lige nu, tvivler jeg overhovedet ikke på det.

Så hvad sker der nu? Lige nu venter jeg... på svar fra firmaet og jordemoderen. -Og så prøver jeg at slippe pigen, jeg har byttet det garn jeg havde købt, fjernet det tøj jeg havde lavet (og købt) og prøver at finde på nogle fine små projekter til lillebror inde i maven.

8 kommentarer:

  1. Årh Gitte... Det må også virkelig have været en mærkelig oplevelse... Men ja, det er godt, at I har fundet ud af det nu, inden den lille guldklump kommer til verden, så I kan nå at vænne jer til tanken. Og jeg håber, at alle test går, som de skal og at I får resultaterne meget hurtigt, så der igen kan komme ro og lykke over jeres familie.
    Knus og tanker fra mig.

    SvarSlet
  2. Jeg kan godt forstå at det hele er lidt mærkeligt lige nu. Og at du på en eller andet måde føler at du har mistet en lille pige. Hele dit sind har jo forberedt sig på at I ventede en lille pige.
    At der nu kommer en lille dreng gør jo heldigvis ikke lykken mindre, og det ved jeg også at du ikke synes.

    Tillykke med drengen :)

    SvarSlet
  3. Med tanke på dit indlæg om testen, kan jeg godt forstå at I har stort behov for resultatet af testen, som jeg virkelig håber er god. Gad vide hvad der er sket i den behandling af testen..
    Synes du håndterer skiftet af køn virkelig flot, det tager nok bare lidt tid, før det har fæstet sig i både krop og sind. Jeg kan huske at jeg faktisk brugte lidt tid på at vænne mig til tanken om en pige - måske fordi jeg havde en dreng i forvejen, så det var så velkendt :-)
    Positive tanker til dig og din familie Gitte :-)
    Mange hilsner,
    Mette

    SvarSlet
  4. Åh søde du, kan SAGTENS forstå dig. Håber du snart kan få nogle svar og de nødvendige prøver, og at resultaterne er gode, så du kan få ro og bare GLÆDE dig til ankomsten af en skøn lille dreng. Kh Ingrid

    SvarSlet
  5. Hvad angår det med kønnet - så kan jeg godt relatere til det...

    Da jeg ventede Alba havde jeg fået overbevist mig selv om at jeg kun ville få drenge - så det kom som jordens største chok at det var en pige...
    Der gik en måneds tid før jeg havde forliget mig med tanken, og jeg begyndte ikke rigtigt at tro på det før et par måneder før termin...
    Meget mærkeligt!

    Hvad angår din prøve/test... what the f..k??? (pardon the french)...
    Håber virkelig at der bare er sket en eller anden lille fjollet fejl ;0)

    SvarSlet
  6. :) først - lort med testen, men skønt I fik det tjekket... Og ja, tror sgu lægen har ret.

    Jeg vidste fra uge 20 at den første var en pige. Og forelskede mig i den lille spire i maven, som vi navngav og følte vi kendte.. Med den næste ville vi ikke vide kønnet.. Men jeg var nu overbevist om at var en lillesøster.. Hun hed Andrea.. men hun blev desværre født med en tissemand.... Det tog virkelig lang tid før jeg accepterede at det var Alexander og ikke Andrea jeg havde hos mig.. Og lang tid inden forelskelsen kom..

    SvarSlet
  7. Uh du beskriver tanke mylleret flot!
    Vi vil glæde os til den baby der kommer, og være stolte af og med jer!
    Kærlige knus fra

    SvarSlet
  8. Kære Alle. Tak for jeres kommentarer og tanker. Det var dejligt at læse, og vide at jeg ikke er helt skør.
    Tak.
    KH Gitte

    SvarSlet

Tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, jeg sætter pris på hver enkelt kommentar