søndag den 13. september 2015

Mile High knitting


Det er alt for længe siden jeg har blogget. Barslen er gået med ren overlevelse, da den lille aldrig var den store sover (og stadig ikke er vanvittig god til det). Den store er og har altid været et B menneske, så lad os bare sige at vores dage til tider har været lange.  
Men jeg savner at blogge og derfor har jeg ikke lukket bloggen ned. Nu prøver jeg en ny strategi og blogger mere direkte fra min telefon og iPad, for så kan det også gøres når jeg er på farten med jobbet. Så må vi se hvordan det går og om mine tykke fingre kan producere noget læsbart.
Jeg har lige været en tur med jobbet i USA. Det indebærer jo en lang flyvetur og dermed flere timers uforstyrret strikning. (Ja jeg burde nok have arbejdet, men det gav altså lidt på energi kontoen at "gøre noget for mig selv". 

På vej over fik jeg at vide at min bror skulle liiige til at være far og da jeg landede havde han fået en lille dreng. De kendte ikke kønnet inden, så jeg har lavet et par veste... Denne er inspireret af Littleedithknit på Instagram, men da hun ikke havde opskriften til salg, har jeg frit kopieret designet til eget brug. Mit udgangspunkt er (som ofte) "vest med firkantet bærestykke" fra Sisse Chytræus/Nørkleriet i Vanløse. Her bruger jeg str, antal masker og så er der ellers bare fri leg derfra. Jeg er ret vild med udtrykket på denne vest og er gået i gang med en til min egen dreng også.

Nu håber jeg der stadig er nogen derude. Jeg har fulgt jer og elsket at se alt det kreative i har produceret.