lørdag den 20. december 2014

Baby sengetøj

Jeg ved det godt... Jeg syr meget sengetøj og mange raglan bluser.. Ikke altid lige ophidsende. Men den store bruger stadig sin babydyne og ham her bruger to så der skal meget sengetøj til. Samtidig synes jeg at de skal have deres eget, så jeg har syet et par sæt.



Første sæt er hjerter fundet på tilbud, som jeg også brugte til mit quiltede tæppe. Det er helt enkelt og lukkes i bunden med kam trykknapper.


Det andet sæt er syet af stof fra Stof og Stil, denne version er med lynlås i bunden.




Begge dele er syet for laaaang tid siden. Han fylder snart hele moseskurven ud i længden og leander vuggen har han knap brugt, den har været alt for stor (og farlig) til den lille prins, der bare helst ville sove hos sin mor. (og siden vi så var nødt til at købe en slyngevugge, har den været lidt i overskud, den stakkels leander) Moderen er glad for at han efterhånden er så tryg at han nu kan sove det meste og de fleste nætter i liften lige ved siden af sengen.

torsdag den 11. december 2014

Raglan til mor

Drengen er ikke den eneste der bruger raglan bluser. Jeg er også svært glad for den slags. Denne model er ovenikøbet rasende nem. Et onion mønster hvor for og bagstykke er ens, så der er ikke meget der skal holdes øje med i processen. 


Jeg har brugt noget blomstret stof jeg købte til en ventekjole jeg aldrig fik syet, men også har brugt til skulder detaljer på en raglan sweatshirt. Har stadig en pæn sjat tilbage og tænker at der nok kan blive nogle fine baby leggings af det :-)



mandag den 8. december 2014

Marapytta Quiltet Liberty Jakke #2

Jeg havde aldrig troet at jeg ville skrive en overskrift som denne. At jeg ville ende med at have syet 2!!!! af Lines fine Marapytta jakker. Men ikke desto mindre... Ta daaaa:


Et styks jakke, syet op i en temmelig spraglet Liberty of London, købt i sommer og som nok mere er en sommer farve end en vintermodel. 

Ved denne jakke har jeg brugt lidt krudt på at sy nogle af foer strimlerne, der dækker sammensyningerne på i hånden. Af to årsager: 1, jeg købte en ny symaskine undervejs, så de synlige sømme ville ikke blive helt ens. 2, jeg kan simpelthen ikke finde ud af at sy båndene på så de bliver lige med sømmen på ydersiden. Det bliver ekstra tydeligt af årsag nr 1. Men altså, det er blevet så pænt at jeg overvejer at pille syningerne op på min første jakke og sy dem i hånden også. Faktisk er jeg blevet så bidt af de her jakker, at jeg drømmer om at sy en mere i en af de klassiske mitsi blomster.

fredag den 5. december 2014

November 12 Months of Knitting

H O L D   N U  O P  H V O R  T I D E N  G Å R
De første 3 måneder af Oskars liv er allerede gået... og han er fantastisk. Men lad os bare sige at han er vældig god til at udtrykke sine behov, helt klart og tydeligt. Lige så lattermild og glad han kan være, lige så babyfrustreret og skrigende kan han være, især hvis det har været/er svært at sove... Og sove er stadig ikke noget han sådan spilder sindssygt meget tid på. Samtidig er den store heller ikke så glad for at overgive sig til søvnen om aftenen, og den bliver derfor lidt lange - eller meget korte set med voksen øjne.  Selvom jeg ikke får skrevet så meget her som jeg håbede, så lykkedes det mig alligevel at få lavet lidt kreativt - og mere end forventet. -Forventningen er også fortsat at jeg skal blogge, vi skal vist bare lige alle sammen findes vores ben og vi skal vist lige bruge lidt mere tid på det, jeg håber I stadig er der når det sker. 

Oktober er blevet sprunget over i 12 MOK, men dette er mit November projekt. 


Bukser fra Babystrik på pinde 3, dog i en modificeret udgave da min søn er lidt smal og lang, samt tilsat bindebånd i ribben. Bukserne er lidt farver-striber-agtige, men jeg ved at svigermor er igang med et par ensfarvede, så derfor kastede jeg mig ud i en "symfoni af blå" ;-)

Hue med øreklapper fra All you knit is Love, strikket på strømpepinde 2.5. Her har jeg også ændret lidt i opskriften og tilføjet rib mellem de to klapper, så huen ikke ruller op, men ligger sig fint langs panden.

Begge er strikket i Tusindfryds engleuld, som er helt sindssygt lækkert. Jeg har købt et nøgle af hver farve og der er stadig rigeligt tilbage til andre projekter.