tirsdag den 30. september 2014

Efterårsgarderoben... Ottobre Sweat #2

Sørme om jeg ikke har syet en raglan sweatshirt mere til drengen. Tænker at jeg måske skal afprøve et par andre mønstre også?? (især fordi jeg lige nu har et par jersey raglan bluser til både dreng og mig selv liggende, som jeg ikke har taget billede af). 

Men altså, if it ain't broke, don't fix it... 

Den flaske/petroleums grønne isoli og rib er fra Stof og stil og den grå isoli er fra lageret. 


Jeg har syet stikning med tvillinge nål og så brugt to farver tråd, så den matchede hver farve. Har klaget over det før, men der er ikke så mange variationer til drengetøj, så de små detaljer kan veje lidt op for de mange mønster gentagelser (som i min uendelig syning af raglan ;-)) 

onsdag den 17. september 2014

#10 på tværs - luftballoner og montering


Måske kan I huske at Astrid og jeg havde gang i en lille broderi konkurrence i sommers? Jeg lavede i den forbindelse flere små designs, ankeret har jeg vist før, men luftballonerne er vist kun vist på Instagram. 


De små broderier har ligget længe uden at være færdig monteret og den anden dag, fik jeg afsluttet det ufærdige projekt. Lige i tide til at den lille ny, så småt er begyndt at bruge sut, men stadig ikke helt kan finde ud af at holde fast på den.


Jeg har monteret det efterhånden evige kløverbånd fra Stof og Stil bag på snorene, det mangler nok liiiige en millimeter i bredden, men det passer så fint synes jeg.


Klipsene er mørkeblå, selvom de ser sorte ud. Dem køber jeg her. Diagrammet på luftballonerne kommer snarest. Vi har endelig fået rykket vores internet så man nu kan bruge computeren i stuen, så forhåbentlig bliver det nemmere at få nusset lidt om bloggen og være med og kommenterer hos jer andre i blogland. 

Efterårsgarderoben - Ottobre sweatshirts

Den store dreng er vokset ud af det meste af sit tøj henover sommeren, så i øjeblikket forsøger jeg at få fyldt lidt op med efterår og vinter tøj, dvs tøj med lidt varme i.


Mønsteret til denne sweatshirt er fra Ottobre 1/2014, det quiltede lune blå jersey er fra Stof og Stil og det sorte isoli og rib er fra lageret.


For at det ikke bliver ren raglan det hele, har jeg sat et lille mærke på i fake leather, slået to anorak huller i og sat det lille bånd med stjerne i mellem. Var lidt usikker på det da jeg gik igang, men jeg synes faktisk det er blevet ret vellykket.



Jeg har lige vundet en give away fra Krea by Lullu, men jeg vil altså også gerne lige slå et slag for Ikast etik, hvor jeg har købt disse navne strygemærker. De er altså virkelig gode, jeg har købt to slags, denne her kan ikke tåle kogevask, men det er sjældent jeg kogevasker almindeligt tøj, så jeg tror ikke umiddelbart at det bliver et problem og hvis det er har jeg stadig et par almindelig navnebånd og de andre strygemærker tilbage.


Da jeg så alligevel var igang, så klippede jeg lige en størrelse 6 år i en pige model. Egentlig var den tiltænkt kusinen, men hun skal have en der går ned over numsen, så nu kan denne få lov at ligge til jeg møder en anden pige på 6 år


Det hindbærfarvede isoli er fra lageret, men er købt ved Stofdepotet i sin tid, det blomsterede jersey er også fra lageret, oprindeligt tiltænkt en graviditets kjole der aldrig blev til noget og igen er det sorte isoli også fra lageret.

søndag den 14. september 2014

Vild med baseball tees (eller raglan)

Jeg har boet et par år i USA og jeg er vild med baseball t-shirts, altså en raglan bluse i 2 kontrast farver :-) Eller bare en raglan om man vil. De passer bare rasende godt til både store og små og mænd og kvinder. Så når man finder the perfect fit, gælder det op at sætte hjemmeproduktionen igang :-)


For nylig fandt jeg denne sag på udsalg hos Poppy Rose. Den er så skøn og farverne og modellen passer perfekt til min dreng. Jeg har 3 raglan mønstre, men ingen af dem er helt perfekte, enten er de for brede, for korte eller bare forkerte. Så med udgangspunkt i Robin mønsteret fra Stof2000 fik jeg lavet et mønster med en pasform der er næsten lige så god som blusen fra Poppy Rose. 



Strygemærker med størrelse fra Krea by Lullu, hvor jeg i øvrigt også lige har vundet en give away til på Instagram.



torsdag den 11. september 2014

Stor og lille tweed vest

Jeg prøver ihærdigt at få tyndet lidt ud i stof og garn lageret i øjeblikket. Så kan det faktisk være en fordel at ens drenge ikke er så store. 2 nøgler tweed garn fra Rowan kunne give en vest i str 2 år og en i str 0-3 måneder. Det passede nærmest på millimeteren med garnmængden.  Jeg er helt vild med det nistrede look i tweed garnet og er ved at overveje om jeg måske skulle finde på at strikke noget til mig selv i garnet.


Mønsteret til lillebrors vest er dette, men jeg har ændret lidt i det. Først, så valgte jeg ikke at tage ud, før jeg var færdig med ret-rillerne i halsen. Jeg lukkede ikke ærmerne af, men lod maskerne hvile og strikkede ret-riller i ærmet, hvilket jeg synes giver en lidt bedre finish. Derudover lavede jeg et knaphul i stolpen (der også er lidt bredere) i stedet for at lave en trense, jeg strikkede ikke kronerne med og så lavede jeg ret-riller i bunden i stedet for rib. Den fine stof knap har jeg haft liggende temmelig længe, men den er lavet af Rachel Søgaard.


Storebrors vest er egen opskrift, som jeg planlægger at ligge på bloggen i nær fremtid :-)

onsdag den 10. september 2014

Selvforsynende barsel - Æblemost fra haven

Siden lillebror (som vi stadig ikke har fundet et navn til) er kommet til verden, har vi haft rygende travlt - travlt på den der hyggelige måde. Vi har blandt andet ordnet en masse ved huset, og ikke mindst ved haven. Det er vores første år i huset og vi har mest af alt brugt sommeren på at finde ud af hvad der var i haven og hvor meget det gav. Eneste sted vi rigtig har gjort noget er selve køkkenhaven, her har vi plantet kartofler, rødbeder, løg, gulerødder og porrer.  

Vi har i samarbejde med svigerfamilien plukket æbler fra vores lille æblelund, vi har vel en 20 stykker i forskellige arter. Siden sommeren har været så varm, så var æblerne klar samtidig med at lillebror kom til verden og vi kunne udnytte barslen til at få mostet æblerne. Æbletræerne har ikke givet overvældende meget i år (manden siger det er noget med lyset og et læhegn/krat der står for tæt på og er alt for stort). Ikke desto mindre har vi plukket en trailerfuld æbler som vi tog med over på det lokale mosteri og fik mostet i den store presse.  


Først skal manden Aka bonden vaske alle æblerne




Så bliver æblerne kørt gennem den store "persille hakker".


Derefter bliver de hakkede æbler hældt op i den store presse (vi havde 140 kg æbler, så vi kom i den store presse)


Allerede inden vi begyndte med selve presningen væltede det ud med den smukkeste og friske æblemost.

Vi havde til to presninger i den store maskine og alt mosten blev hældt på et stort tappefad/tank, så det blev blandet inden vi tappede på flasker. På mosteriet kan man få nogle forskellige typer flasker og man kan også få sin most pasteuriseret. Vi har dog en stor kummefryser så det er ikke nødvendigt og købte plastik flasker, der er firkantede (så de er nemme at stable i fryseren), med bred åbning (derfor nemme at gøre rene) og fri for skadelige stoffer og egnet til genbrug. Af vores 140 kg æbler fik vi ca 100 l virkelig lækker æblemost og det tog ca 1 1/2 time at lave det. Vi havde kun den lille dreng med, men til næste år tror jeg godt at den store (som nu er 2) ville kunne være med til at moste. 



Således ser 100 l æblemost ud. :-) Brødkasserne er til opbevaring af kartofler, der også er blevet taget op.

Det kan helt klart anbefales at få mostes sine æbler på et rigtigt mosteri. Fordelene er mange, blandt andet er udstyret bedre og giver større udbytte af æblerne, rengøring af maskiner mm skal man ikke selv stå for, man kan mostet alle sine æbler og ikke blot dem man orker. Ulempen er selvfølgelig at det er lidt af en udskrivning, især første gang hvis man også skal købe emballage, men det er en engangs investering, så det bliver billigere fremadrettet. For os, med 2 børn, en stor have og så meget andet at bruge tid på,  er det fantastisk at vi kan plukke alle vores æbler og få fuldt udbytte af dem, på rimelig kort tid. Og æblemosten, ja den er virkelig lækker!

torsdag den 4. september 2014

12 MOK - Latte baby coat

Uhh jeg er vild med dette mønster. Synes det woven basket stitch er fantastisk på en helt enkelt bluse.

Jeg har strikket den før til min store dreng og nu har jeg lavet en version til min lille fyr i størrelse 0-3 måneder - et meget overskueligt projekt må man sige. Den er strikket i Drops Nepal, som er en lækker uld og alpaca blanding. Farven er meget passende sådan lidt cafe latte agtig. Mønsteret kan købes her.




tirsdag den 2. september 2014

August 2014

Jeg plejer ikke at lave måneds opsummerings indlæg, men lige denne måned har været ret stor for mig. -Og årsagen til den lidt megen radiotavshed. Så nu skriver jeg det alligevel :-)

I starten af August blev vi gift på Ærø (mere om det senere) og sidste mandag blev vi forældre igen for 2. gang. Nu forsøger vi lige at finde hinanden alle sammen og lærer lillebror at kende.

Det var godt jeg havde nået at lave nogle af alle mine projekter færdig, for de blev nødvendige, før planlagt. :-)


Denne dragt er lavet ud fra det samme Ottobre mønster som natdragterne, bare uden fødder. Stjernerne er strygestof købt af Anna/LaraLil, desværre har jeg ikke helt knækket koden til det der strygestof endnu, de røg i hvertfalde af efter første vask.

Nu er drengen kommet og jeg kan konstaterer at den er lige bred nok til min lille fyr på lidt under 3 kg. Så skal jeg lave den igen, bliver den nok i en smallere model. Ellers er alt stof og rib fra lageret :-)


I øjeblikket har jeg "materiale" til flere indlæg bla. 12 months of knitting, mere baby tøj, tøj til storebror og en enkelt hvid graviditets kjole mere, men nu må vi se hvordan tiden og den lille ny arter sig. Ind til videre går det godt, men lige nu er vi også to hjemme...