torsdag den 12. februar 2015

Krea/projekt liste

Som så mange andre jeg læser med hos, tænker jeg også over hvordan jeg bruger min tid. Hvordan jeg nogen gange ufrivilligt spilder den og hvordan vi undgår rod, madspild og overforbrug. Nogle ting ligger indgroet i mig, andet gør ikke.

Med to små børn synes jeg det gælder om at finde ud af hvad der stresser og hvad der "reloader" mig - og så bruge det aktivt. Som kvinden bag Projekt handmade, har jeg også indført noget ala husmoder runden. Dvs, her er så vidt muligt ryddet op inden vi går i seng, så jeg ikke skal starte dagen med at rydde op. 

Og det der "reloader" mig, er blandt andet at få lavet noget kreativt. Problemet er bare at jeg ofte ikke har meget tid til rådighed og sjældent sammenhængende. Så nogen gange kan jeg ende med slet ikke at nå noget kreativt, fordi mit hovede er træt, helt tomt for ideer og jeg har glemt nogle af de ting som jeg godt kunne tænke mig at lave. Så nu har jeg lavet mig selv en lille krea-huskebog. I den skriver jeg de projekter jeg gerne vil lave (evt sammen med det stof/garn/materialer, der var indkøbt til formålet). Det er ikke en TO Do liste i gængs forstand, for det drejer sig ikke om ting jeg SKAL lave, men ting jeg gerne vil lave. Når det så er sagt, så har jeg dog delt listen op i "nice to" og "need to", men det er stadig kun lysten der skal drive værket, det er blot for at gøre det nemmere for mig selv at gå til mine projekter og nogle gange prioriterer i dem. Eller lave det der lige passer til dagsformen.



I samme bog har jeg også skrevet mine igangværende projekter (dem der ligger lidt i glemme/skamme krogen), det der mangler at blive lagt op, knapper der skal sys i en babytrøje der faktisk er for lille og dermed skal pakkes væk, stoppe hul i moskus tæppet mm. Det har bla også medført at flere af de ting er blevet gjort og det kan både ses og mærkes.

Jeg har på ingen måde opfundet den dybe tallerken, men en af de ting jeg elsker ved blogland og IG, er blandt andet, hvor inspireret jeg kan blive af jer andres måder at få hverdagen til både at være pligt og nydelse. Så tak for jeres inspiration!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig, jeg sætter pris på hver enkelt kommentar