Sider

lørdag den 28. juni 2014

#10påtværs - let og enkelt Anker DIY og hvor kan du købe Aida bånd.....


Nogle gange er de ting der ligger lige for, dem der er længst væk. Kan slet ikke forstå hvorfor jeg ikke er kommet på denne her noget før. Den burde have været lige til højre benet for længe siden. Men altså nu er den her. :-) 

Blot ment som en lille inspiration til Astrids og min konkurrence 10 på tværs. Denne er 10X10, så den kan faktisk vende begge veje på suttesnoren :-) Jeg broderer på livet løs selv, for den ene ide overtager næsten den anden, så hurtigt lige nu, at jeg slet ikke når at sy snorerne færdigt, men bare broderer derudaf. Ved ikke helt hvad jeg mon skal gøre af alle de suttesnore der bliver lavet og overvejer at finde en alternativ måde at bruge de små broderier og bånd.

Hvis du gerne vil lave Ankeret selv, kan du bruge mit mønster lige her:


Som altid, send mig gerne en mail hvis du bruger mønsteret, vil så gerne se andres versioner. Mønsteret er selvfølgelig kun til privat brug :-)

Og så til det som jeg ved flere har ventet på... Hvor kan man købe Aida bånd?

Jeg har lige modtaget denne sending:

Aida bånd: den første er lidt bredere end 10 sting, det er med vilje, den hedder vist 1,25". De 3 andre er 10 sting bredt (1") og de yderste to til højre er med henholdsvis guld og sølv kant. Båndet er købt på eBay her, og der findes flere varianter, men jeg skulle jo stoppe et sted.... Hvis nogen køber hjem af båndet uden den bølgede kant, vil jeg gerne være med, for jeg kan se at det er det eneste jeg mangler :-)

fredag den 27. juni 2014

12 months of knitting - June


Til Cecilies udfordring valgte jeg i Juni måned at gå et par pinde ned og strikke en tynd sommer sweater i alpacca fra Drops.  Her sidst på måneden føles det som om jeg har sprunget en måned over og jeg måtte faktisk tilbage for at se om den var god nok eller ej. Men altså, sidste projekt, min latte baby coat blev strikket på pind 5.5, det går immervæk lidt stærkere end at strikke på pind 3 og blev præsenteret allerede i midten af Maj, så derfor føles det som laaaaang tid siden.


Mønsteret til denne har jeg selv lavet, desværre har jeg været lidt for optimistisk i min strikke fast-løs-hed, og denne sweater er nok ikke helt de 18 måneder jeg havde intention om, men mere 1 år.... Så kan man jo også spørger sig selv hvorfor man valgte 18 måneder, når nu drengen i virkeligheden er næsten 2 år? Er jeg den eneste der tænker mit barn mindre end det er? Nå, men så er det jo heldigt at der ligger en lille dreng i maven og svømmer rundt, klar til at overtage sweateren om ca 1 års tid :-)


Materialet er som sagt Alpacca fra Drops, fundet på tilbud i den lokale garn butik. Har brugt et helt nøgle råhvid (lige til øllet) og næsten et nøgle rød. Og så er den strikket på pind 3, så det har taget lidt tid. Jeg har brugt strømpepinde til ærmet, men Anne viste et rasende smart trick den anden dag, som jeg helt sikkert skal afprøve næste gang. 


Julis projekt har været overvejet længe. For Lillebror skal selvfølgelig have sit eget tæppe lige som sin storebror. Men hvad skulle det være for et? Til Elliot strikkede jeg et modificeret Kongerige i det lækreste moskusgarn, men det har jeg ikke nok af til et tæppe mere. Dette Victoria svøb, var nok det jeg overvejede mest. Da jeg tænker at drengene skal have hver deres arvestykke (INTET pres til kommende svigerdøtre!!!) skal tæpperne jo være netop det... Så nu er jeg endt med at gå igang med et tæppe magen til Elliots, bare i råhvid alpacca silk. Nu håber jeg bare at jeg kan nå at strikke det på en måned, ellers må det blive Juli og August projektet!

lørdag den 21. juni 2014

Broderet Abe DIY #10påtværs

Som I måske har bemærket har Astrid og jeg gang i en lille broderi konkurrence hvor jeg håber mange vil sende deres små broderibud ind.  

I den forbindelse lavede jeg en DIY på broderede suttesnore, hvis man ikke ejer Aida bånd. Der var flere der kommenterede på min broderede abe og jeg vil da også gerne indrømme at den ikke blev lagt med op i sammen moment, da Astrid og jeg, jo skulle have gang i konkurrencen :-) Jeg håber på løbende at kunne ligge små broderier op hen over den periode konkurrencen køre (har mange i hovedet, men ikke så mange broderet endnu).


Skulle man have lyst til at brodere min abe så er man meget hjertelig velkommen, mønsteret ses nedenfor. Som I kan se/tælle er aben 10 sting høj og ikke på langs, men det er altså blot den ene led der skal være 10 sting bred.

(diagrammet er lavet i excel, med fede X'er i forskellig farve)


Mønsteret er til privat brug og hvis du broderer en abe må du meget gerne sende mig en mail med billede eller link, så linker jeg her på bloggen.

fredag den 20. juni 2014

Farvekoordineret garderobe #4

Som vist i sidste indlæg, har jeg ændret farveretning lidt i min farvekoordinerede sommergarderobe til drengen. Jeg har troede egentlig at jeg ville være ligeglad med den slags, men altså jeg kan ikke lade være med at tænke på om drengens tøj passer sammen. Nu prøver jeg at løse "mit" problem, ved at gøre det nemt for andre (f.eks. faderen)



Jeg er også ret pjattet med gul, men det kræver altså også sin dreng at bære det. Så dette gule stof med stjerne fra Stofdepotet har ligget længe og ventet på den rette lejlighed. Havde overvejet en jakke med zebra stoffet yderste og dette som for, men det ville alligevel blive en tand for upraktisk.
Så det er i første omgang blevet til endnu et par shorts/knickers. Jeg tror vi er ved at være der nu, 2 par mere og så er jeg vist i mål, men kan nu konstaterer at drengen er vokset ud af de fleste af sine lange bukser, så nu kan jeg starte forfra :-) 


Der kom en spontan baglomme på disse, da jeg troede jeg kunne springe over hvor gærdet var lavest og bare stemple bukserne med hans navne stemple, men det skal stryges for at blive fikseret.. og guess what, efter strygningen sås det tydeligt igennem det tynde stof, så det kunne jeg godt have sparet mig.



Og sørme om stjerne blusen fra forrige indlæg ikke også passer nogenlunde til disse shorts...

onsdag den 18. juni 2014

farvekoordineret sommergarderobe #3

Nu begynder jeg at stikke lidt af fra de tidligere 4th of july farver og bevæger mig over i noget lidt andet. Både fordi jeg fik lidt OCD omkring den der rib der drillede på den forrige T-shirt og så fordi jeg skulle lave noget der passede til de første shorts jeg syede efter Lines mønster, men som jeg endnu ikke havde vist. Der er dog stadig tænkt lidt over det... hvilket fremtiden gerne skulle vise :-)


Jeg er vild med zebra printet fra Stof og Stil og har længe gået og overvejet hvad jeg skulle bruge det til. De her knickers/shorts er helt perfekte, til det lidt kraftige stræk stof. Jeg tænker at jeg skal lave en hættetrøje til også. 


Her ses mit andet forsøg på at lave ribkanten pæn på Ottobre mønsteret jeg også brugte sidst. Jeg har gjort mig 2 erfaringer

#1: Overfaldet skal være på højre side, for så passer det med hvor man starter når man syr ribben med tvillinge nålen. Starten bliver nemlig den pæneste. 

#2: Ribben må absolut ikke være for kraftig.

Jeg tror jeg skal prøve med jersey stof som rib næste gang, bare for at se om det så falder pænere. For selv om jeg er ved at have fået ribben syet pænt på, så bliver den stadig lidt klodset over stolpen og kan godt stå lidt åben i halsen (især hvis ribben er lidt kraftig).


Shortsne har fået gule stikninger, derfor den gule knap.


Jeg er vild med stjerne knapperne, og selvom der er lidt mange stjerne, synes jeg den gule stjerne stikker tilpas ud, til at det ikke gør noget. KAM knapperne har jeg købt hos Funkjogging, men jeg startede med at købe et starter-kit på Etsy, så jeg har tang og nogle basis farver, det kan godt anbefales.


Og ja, de kan også bruges med andre farver :-)

mandag den 16. juni 2014

Maternity wear #5

Ja ja, det hele skal ikke gå op i farvekoordineret sommer garderobe og broderi... selvom der selvfølgelig er mere på vej af den slags :-)

Med den deltidssygemelding bliver der brugt lidt mere (vågen) tid ved sofaen og computeren og jeg er nu ved at gennemgå alle mine billeder. Det er nemlig lykkedes mig at lave rimelig meget og faktisk også at få taget billeder af dem, det er mere redigering og blog-indlæg det har knebet med. Og jeg har virkelig savnet at blogge, både som "udgiver" men også som læser - og det har været en fornøjelse at surfe rundt i blog land og ovenikøbet få kommenteret lidt rundt omkring. Jeg har sågar fundet et par nye bloggere som jeg følger. Så måske det snart er tid til noget mere blog love også :-) 


Jeg er stadig til kjoler med min mave, tror måske jeg skal kaste mig ud i nogle leggings på et tidspunkt også, men altså der er jo så mange ting andre (og meget hyggeligere ting) man også skal nå med en baby mere på vej :-)

Kjolen her, er et af de sats, hvor man køber noget stof, der enten er hot or really really not :-) (hos Kits modestoffer i Vanløse). Jeg er stadig ikke helt solgt, men den er faktisk en dejlig afveksling til det rent sorte (jeg har ret mange sorte kjoler fra min sidste graviditet) og så de andre jeg har syet. Det er samme onion mønster som denne blot med 3/4 lange ærmer.


Jeg er nu i uge 30 og er begyndt at tælle den anden vej, altså i hvor få uger der er tilbage :-)

søndag den 15. juni 2014

Konkurrence: #10påtværs



Vi har lavet vores del af broderede suttesnore og det er virkelig hyggeligt og sjovt. Det er også udfordrende  - og det er det især, fordi man kun har 10 sting i bredden at gøre godt med, når man skal lave designet. Det har inspireret os til en lille konkurrence, hvor dit design kan vinde!

For at deltage i konkurrencen skal du sende et billede af og et mønster til et lille korsstingsbroderi, som er max 10 sting i bredden. Du vælger selv motiv og farver. Herefter vil dit broderi sammen med de øvrige blive vist hos Tanker fra Anker og Rock & Roll HausFrau, hvor alle læserne kan stemme om, hvilket der skal vinde den skønne skønne præmie, som er et helt kit til at kunne lave en hel masse af broderede suttesnore!



Præmien indeholder følgende:
5 x 1 meter aidabånd, som er fantastisk til suttesnore
6 seleklips
Skråbånd
Trykknapper

Vil du være med?

Konkurrencen har følgende betingelser:
1.     Designet skal være dit eget og maksimalt 10 sting i bredden.
2.     Mønsteret skal være let at læse og bruge, men behøver ikke at indeholde farvekoder.
3.     Designet vil blive vist og delt hos både Tanker fra Anker og Rock & Roll HausFrau, så alle    senere hen kan bruge det frit.
4.     Billeder af mønster og broderi skal indsendes senest den 6. juli til astrid@rocknrollhausfrau.dk. (Mønsteret kan fx være et billede af en tegning eller lavet i excel)

      Fra den 9. juli til den 19. juli er der afstemning på de to blogs, hvor efter vinderen kåres.


Vi håber meget, at du vil være med og at du også vil følge konkurrencen på Instagram under hashtagget #10påtværs.

Hvis du vil dele konkurrencen med dine blogvenner i din side bar eller lign, kan øverste billede bruges.

lørdag den 14. juni 2014

Bitte små dyr i skoven.

Som nogle af jer allerede har set på bloggen tidligere, havde vi (Gitte/Tanker fra Anker og Astrid/Rock & Roll HausFrau) en lille udfordring i maj måned. Vi skulle hver især lave en broderet suttesnor med temaet "skovens dyr" og her er resultaterne:


Astrids design



Du kan finde mønsteret til Astrids dyr her

Mit design



Du kan finde mønsteret til mine dyr her


Vi bruger begge aidabånd, når vi laver sutte snore. Du kan se her, hvordan Astrid laver sine til suttesnore i denne DIY. Men båndet kan være svært at skaffe og derfor kan du se her, hvordan jeg plejer at lave mine suttesnore, når jeg ikke bruger bånd. (link: 

Vi synes, at det var frygtelig hyggeligt, så derfor laver vi en lille broderi-konkurrence, hvor du kan vinde en lækker lækker præmie! Følg med hos os begge i morgen!

Hilsner fra Astrid og Gitte 

onsdag den 11. juni 2014

DIY på broderede suttesnor på AIDA stof (ikke bånd)

Da Astrid og jeg for nylig havde gang i en lille udfordring på Instagram, var der mange der spurgte til Astrids fine Aida bånd som hun har været så sød at give mig noget af. Det bånd er ikke så nemt at opdrive, men det kan sagtens lade sig gøre at lave broderede suttesnore med blot almindelig aida stof. Derfor har jeg lavet en DIY, hvis man skulle have lyst til at kaste sig ud i suttesnore uden at eje aida båndet. Det er et relativt hurtigt projekt og en skøn gave at give synes jeg.



torsdag den 5. juni 2014

Farvekoordineret sommergarderobe #2

Tusinde tak for jeres kommentarer på mit forrige indlæg om den koordinerede garderobe... Hvis det skal være en garderobe, kan et indlæg alene jo ikke gøre det. Så hermed følger de nyeste kreationer. 


Til knickersne fra igår er der nu kommet lidt flere T-shirts. Jeg har afprøvet et andet t-shirt mønster fra Ottobre 3/2014. Det er det samme mønster til de to t shirts, bare med og uden stolpe lukning.

Jeg er vild med stolpe lukningen og tror snart at jeg må kaste mig ud at lave rigtige knaphuller... Til gengæld er jeg overhovedet ikke vild med min ribkants afslutning, og leder desperat efter en god DIY til at lave sådan en lige afslutning (altså hvor ribben ikke er syet sammen i en ring og fastgjort i f.eks halsåbning) Hvis der er nogen der har set sådan en et sted, eller bare er mega sej til det, vil jeg gerne have gode råd!


Det er samme mønster som igår, denne gang har jeg bare lavet et snydebånd, dvs to huller som anorak snoren går igennem, det er blot til pynt, der er stadig elastik hele vejen rundt. Jeg kom først på det i sidste øjeblik, havde jeg tænkt over det lidt tidligere havde jeg målt nøje ud og strøget noget vlieseline under hullerne.






De to stribede stoffer er begge fra Stofkiosken, jeg har ikke altid været så heldig med deres leveringstider (min bestilling er flere gange blevet bremset efter de har hævet pengene og uden jeg fik besked fordi de ikke havde mere stof eller ventede på en levering), men det var det eneste sted jeg kunne opdrive rød og hvid stribet jersey og denne gang kom det fuldstændig punktligt. Den bredstribede er en dejlig tynd jersey, mens den smal-stribede er mere almindelig. Stjerne stoffet er fra Stofdepotet købt for noget tid siden. Det ternede stof fra øverste billede har jeg købt hos Line

onsdag den 4. juni 2014

Farvekoordineret sommergarderobe....

Jeg har været lidt bagud med sommertøjet til Belledrengen (det kalder vi ham herhjemme). Mine afterne har mest været tilbragt i sofaen og der passer strikketøjet bare bedre. Men nu prøver jeg at indhente det forsømte.

Hos Line, har jeg fundet det perfekte knickers mønster, lækker pasform og de går lige ned over knæene. Jeg havde klippet 2 par, nåede kun at sy det ene og da vejret så pludselig boblede over med solskin, klippede jeg lige to par mere af efter det allerede klippede par.

Min dreng har tendens til at blive temmelig beskidt (og lege med toilettet når han ser sit snit til det), så der skal helst rimelig meget skiftetøj til, både herhjemme og i vuggestuen. Derfor prøver jeg at tænke lidt over mit farvevalg, så tøjet passer sammen på kryds og tværs. Det kommer ikke helt til at holde, men derfor kan  man jo godt prøve :-)


Første sæt, er disse ternede shorts og en blå stribet sejler inspireret bluse. Mønsteret på blusen er fra det nye Ottobre blad, som jeg endelig har fået taget hul på. Jeg synes det er lidt frækt med de der trykknapper i skulderen. Halsudskæringen er blevet lidt stiv i det, måske fordi stoffet er lidt kraftigt og stivet af med vlieseline, samtidig skulle stikningen, ifølge sy vejledningen være lidt længere nede. Så det må prøves en anden gang.


 Det stribede stof er fra stofdepotet, virkelig lækkert, men striber kan altså godt drille lidt når de er rundstrikkede, så selvom jeg forsøgte at være omhyggelig med at mønsteret, så er det lykkedes mig at få klippet striberne skævt. -De passer sammen i sømmene, men ved oplægningen  kunne jeg se at det hele alligevel havde forskubbet sig... 


mandag den 2. juni 2014

Broderede suttesnorer - DIY på insekter

Astrid og jeg har haft en lille udfordring kørende på IG i maj måned. Hun havde lavet den fineste lille ræv og jeg udfordrede hende til at lave en suttesnor med "Skovens dyr". Astrid laver de fineste små broderier og selvom mit hovede bugnede med ideer, blev de bare ikke særlig gode og nogle af dem blev slet ikke omsat til broderi, fordi jeg simpelthen ikke kunne få det til at gå op. Det er nemlig lidt af en udfordring at lave små broderier der max må være 10 sting bred/høj. I sidste øjeblik lykkedes det mig at lave et lille bidrag til skovens dyr, som for mit vedkommende blev til "skovens" insekter. Skulle du have lyst til at være med på IG kan broderierne ses under #10påtværs.

Hvis du har lyst kan du bruge mine diagrammer nedenfor. Håber det er tydeligt at det ikke er raket videnskab at lave små broderier, det kræver noget terne papir og måske nogle farveblyanter. Jeg laver nogle gange filerne i excel også, men når man har streger på tværs af tern bliver det lidt svært. Så her er blot den helt lavpraktiske løsning med billeder af en tegning.
En lille mariehøne.... kunne måske også bruges til knap.

En grøn orm, voldsomt inspireret af livet i min have

Og en lille bi, med vinger af sølvtråd.

Broderierne passer desværre ikke så godt sammen i størrelsen, så jeg tror jeg piller dem op igen. Men enkelt vis, f.eks en lille mariehøne parade kunne være meget fint :-)