Sider

tirsdag den 30. juli 2013

Når man bare mangler en lynlås....

Jeg er ved at sy sengetøj til juniordynen, men havde selvfølgelig glemt at købe lynlåse til dyne og pude betræk. Så igår googlede jeg om der mon var en stof butik i Ballerup, så jeg kunne hente den hurtigt på vej hjem fra arbejde. Og jeg skal ellers lige hilse og sige at det ER der.

Kender i Stofsalg? Det ligger i et dejligt industrikvarter og rummer nok en af de største butikker jeg har set med stof. Måske lige så stor som dengang der var noget der hed Peters Resthal. Nu skal det lige siges at jeg ikke har været i Stof og Stil, så måske jeg bare er en grønskolling der køber på nettet, men jeg var rimelig overvældet.

Udvalget var blandet det vil jeg godt erkende, men jeg skulle bare have det her:



 - jeg kom hjem med det her:
Og så lidt kantebånd. Ved ikke hvordan det skal gå når denne butik ligger lige rundt om hjørnet på vej hjem fra arbejde....


mandag den 29. juli 2013

Sommerbuks til små knæ


Det er varmt... meget varmt, men når man er en lille dreng der gerne vil kravle rundt udenfor, så er korte bukser bare ikke sagen. Inden ferien havde jeg købt, sådan lidt spontant på et marked, en let sommerbuks. Egentlig tænkte jeg at det var noget tyndt stof, så det nok havde en kort brugsperiode, og hvis det var så varmt at de var varme nok, så ville han jo få shorts på. Men jeg er blevet klogere. De er virkelig gode til en lille purk der bevæger sig rundt på alle 4. Så nu har jeg lavet et par mere. Og det selvom jeg har været på arbejde, det lover godt at der kan findes lidt tid, også selvom jeg har lavet bukserne uden dikkedarer.

Jeg har brugt posebuks mønsteret fra minikrea, afkortet og gjort dem smallere. Nu glæder jeg mig til at prøve dem på ham i morgen. Stoffet har jeg tidligere syet shorts af.

Her til aften har jeg også endelig fået pakket min stof pakke til Julie, der har gang i en stof bytte leg. Det er min første "ukendte" byttehandel og jeg håber sådan at jeg ikke skuffer.

lørdag den 27. juli 2013

Oversprings handling...


Jeg burde sidde ved symaskinen lige nu. Manden er ude og jeg har hele hytten til mig selv. Jeg ved at jeg har en masse projekter i hovedet, men alt overskygges af at der først skal sættes navnemærker i drengens tøj. Det er bare lidt kedeligt og bremser iveren for at hive maskinen frem, derfor sidder jeg i sofaen og strikker :-) Så i modsætning til alle dem der er deres blog utro med instagram, så er jeg min symaskine utro med mine strikke pinde. 

Flere bukser


Og så er det vist også ved at være tid til en pause fra bukse syningen. Ville tage et størrere billede, men de er så krøllede at det er pinligt. Faldt for dette grå stof, der også ville kunne bruges på job, pimpede lommerne med sølv piping, vaskede dem og havde lykkeligt glemt at den slags stof jo skal STRYGES, som i hele tiden. Lidt ærgeligt. 

torsdag den 25. juli 2013

Vikingerne kommer...


Det kan ellers nok være at hverdagen ramte en med 110 i timen. Så er det jo godt at have nogle ting på lager man endnu ikke har fået vist :-)

Drengen er ved at skifte fra bodyer til bluser, så dem har jeg været lidt bagud med. Da jeg fandt dette stof, var der ingen tvivl om at han skulle have en lille bluse i det, for faren har flere gange sejlet lange togter med vikingeskibe.

Mønsteret er fra Burda, vikinge stoffet fra Malika Rose og stjernestoffet er vist nok fra Stof of Stuff. Jeg er begyndt at lave rib i ærmerne, så bliver de nemlig ikke alt for misfarvede fordi de hele tiden glider ned på håndroden. Bare et tip :-)


mandag den 22. juli 2013

Shopper - i regnvejr

Da jeg var til sidste fredags fix, fik jeg lavet en trøje til drengen og et par bukser til mig selv. Da der var en time tilbage havde jeg også klippet til en bluse til mig selv, liiiige pånær det sidste ærme, for jeg havde for lidt stof. Derfor manglede jeg et lille projekt til at afslutte dagen på. Så jeg kastede mig over en af Lines shoppere. Mit stof udvalg var ikke enormt, men jeg havde en gammel rest med der egnede sig til formålet. En time var ikke helt nok til at su den færdig, så den har ligget et par uger uden hanke og ventet på at blive lavet færdig, men lige inden ferien fik jeg endelig syet den sidste søm.


lørdag den 20. juli 2013

Rock and Roll byttehandel

Inden jeg tog på ferie, havde jeg indgået en bytte aftale med Astrid bag bloggen her. Astrid laver nogle virkelig seje, sjove og lidt skæve ting, så I skulle tage og kigge forbi.

I bytte for nogle klips til suttesnore og lign, har Astrid lavet en lille broderet QR kode til mig og en suttesnor med dødningehoveder der passer til den jakke jeg syede til drengen.  Er de ikke seje? QR koden virker og selv min kæreste synes den er sej! Så det må siges at være en god byttehandel.


Elsker at blogland giver en muligheder for den slags byttehandler og inspiration. 

fredag den 19. juli 2013

Honey - I'm hoooome

Bloggen har været ufrivillig stille. Vi har været på ferie og jeg havde lovet kæresten at holde blogfri, det havde selvfølgelig ikke afholdt mig fra at have forberedt et par indlæg jeg kunne poste fra min telefon. Men blog app'en drillede og alle indlæg blev postet den dag jeg havde skrevet dem oprindeligt og ikke den dag jeg redigerede og tilføjede tekst, og så var der ligesom ikke så meget fidus i at poste mine indlæg. Så nu kommer de spredt over de næste par uger. I virkeligheden er det nok held i uheld, for hverdagen venter lige rundt om hjørnet, efter næsten et år på barsel starter jeg arbejde i næste uge, så mon ikke jeg bliver ret glad for at have "snydt" lidt.

Et enkelt lille ferie billede... Vi har været her:
Det er nok cirka det smukkeste og dejligste sted i Danmark (efter min mening). Her har vi en lille hytte der engang var min oldemor og oldefars hønsehus/fisker hytte/redskabs skur mm, altså inden min mormor brugte sine hårdt tjente penge på at gøre den beboelig.

Vi har mest hygget og slappet af, men jeg har da haft lidt gang i strikkepindene og alt for lidt i hæklenålen.

torsdag den 4. juli 2013

Megasize Pusle box

Vi har købt en bærerygsæk til vores dreng, et fantastisk køb hvis du spørger mig. I den er der et lille "lasterum" under sædet hvor man kan have en lille dagstur pakke med. Når man sådan er ude dur en ekstra taske som en pusletaske ikke. Samtidig synes jeg nogle gange det kan være lidt besværligt med flere tasker bare når man er andre steder. Så nu har jeg syet en ekstra stor pusleboks, der bare kan pakkes i en anden taske. Den er så stor at den kan indeholde en dagsration af bleer, vådservietter, frugtmos, skål med grød, sutter, solcreme og alle de andre små dimser man lige skal bruge. 



Jeg har syet et neon bånd på tværs så man bedre kan hive den ud af "lasterummet".


Lige nu indeholder den blot bleer, zinksalve og vådservietter. 


Elefant stoffet er jeg helt pjattet med. Det er købt på etsy. Stjerne stoffet er fra panduro. For at gøre den godt stiv i det, har jeg strøget hobbyvlies på yderstoffet og quiltet (yes!!) med neongrøn på stjernestoffet med noget rest pladevat.

Min kæreste var først lidt skeptisk, men kan godt se det smarte i den nu. Samtidig har jeg faktisk også overbevist ham om det smarte i at sy nogle flere til at pakke i, således at bodyer, bukser og bluser ikke vælter rundt i tasken. De små stykker tøj er jo ikke til at holde styr på og man skal altid have så mange stumper med....